Jeg har i 10. klasse, september 2015, skrevet et essay om at turde flytte sig. Jeg vil gerne dele det med jer.

At turde flytte sig

Er at turde flytte sig noget og være bange for? Eller er det en kamp man skal tage for at opnå noget godt? Man kan jo vælge at sige det er ikke mig der er heldig, jeg gør ikke noget forkert, og ikke kunne se ud over sin egen næsetip, men flytter man sig så? Er det at turde flytte sig noget at være bange for eller bare bange for at tage kampen op.

Jeg tror ikke at det ”at flytte sig” er noget der kommer flyvende fra den ene dag til den anden. Nej tværtimod, det er hårdt arbejde og sved på panden, det kommer ikke hurtigt og ikke altid nemt. Er det alle der tør at flytte sig? Jeg tror desværre ikke at alle mennesker, har evnen til at kunne det.

Der findes nogen forskellige typer af mennesker, hvis det ses igennem mine øjne så findes der mennesker som knokler og arbejder for at opnå det de vil, så findes der dem som selv synes de er perfekte, og ingen grund ser til at flytte sig (narcissister), og så er der dem som gerne vil men absolut intet gør for det.

Det at flytte sig er ikke nemt, hvis man ikke er vant til at gøre det hele tiden, men det er meget enkelt. Set fra oven kan man kun flytte sig hvis man har sig selv med hele vejen, det gælder jo både psykisk og fysisk. Der skal vilje og mod til at turde springe ud i noget så vildt som at flytte på sig selv, for hvad hvis man nu flyttede sig selv et sted hen hvor man stod ustabilt og havde en risiko for at vælte, ja så skal man også have modet for at flytte sig tilbage i den rigtige retning, og måske helt ind på det rigtige spor igen.

Se på livet som et tog , og se det som en rejse.

Forestil dig at når dig at når et barn bliver født, så har forældrene allerede lagt et togspor som de ønsker dette barn skal følge. Hvis forældrene bliver uenige bliver sporet ustabilt og det resultere i at barnet bliver usikkert indtil at det bliver gammel nok til at stå på egne ben, her sker det med at turde flytte sig. For hvis et barn når en alder hvor det kan stå på egne ben kan barnet trodse sine forældre og skifte perron og stå på et andet tog hvor sporet bliver lagt at barnet selv, men stadig bruge forældrene som stødpuder til at holde barnet på det rette spor (hvis det ifølge mig, skal være en ordentlig opdragelse.)

Jeg har selv i mit liv skiftet perron, for mit spor blev lagt af to forældre som krævede noget forskelligt af mig men de havde en ting tilfælles de ville begge det bedste for mig. Den ene ville efter at jeg var ved at nå en bestemt alder have mig til at begynde at lægge mit eget spor, og kreere mig selv og blive til den jeg vil. Den anden forældre ville have mig til at blive på den del hun havde lagt. Men som tiden gik lagde de sporet længere og længere fra hinanden, og derfor var jeg ved at rives fra hinanden, jeg måtte stå af for ikke at gå i stykker. Jeg valgte at stå på det spor som matchede min tankegang mest.

Jeg stod af som kun en 11 årig. Jeg stod af både fysisk, og jeg tog ikke tilbage til Odense igen, Aalborg er mit hjem. Selvom jeg også stod af psykisk, for at passe på mig selv.

Vigtigst af alt så stod jeg af toget og jeg flyttede mig selv.