En længere pause er forbi, og jeg har igen mod på at skulle genoptage min blog. Jeg er rejst hjem fra Island – det har været en stor oplevelse! Jeg faldt over en kladde jeg på et tidspunkt havde skrevet til bloggen, men som jeg ikke havde skrevet færdig. Så dette blog indlæg er sådan lige en start og et sted bare en “deling” af mine tanker lige nu.

 

Børn er ikke dumme


Jeg startede på min blog i marts 2015. Jeg var ikke klar til at sende den “ud” på det tidspunkt men skrev på den en gang imellem. Jeg spurgte min far og Birgitte, om jeg måtte se i alle de ringbind som jeg havde set stå på hylden i vores skab i bryggerset. Ringbind jeg vidste der indeholdt alt hvad der var skrevet af min mor, og af min far og af myndighederne og som omhandlede mig. Det gav de mig lov til og jeg er meget glad for at de har gemt alt, fordi jeg fik svar på mange ting ved at kigge og læse det hele igennem. Det gav mig også muligheden for at læse hvem af mine forældre der var troværdige i deres beskrivelse og hvem som ikke var, fordi det skrevne jo omhandlede mig, min dagligdag og at jeg selv havde været tilstede ved de episoder de skrev om.

Den 30. april 2016 kom jeg hjem og fandt vores hus i brand, der var gået ild i vores el-skab i bryggerset. Brandfolkene kom og der væltede tyk røg ud. Ilden havde slukket sig selv, men brandmændene løb ind og ud for at fjerne ting fra skabene. Jeg kan huske at jeg tænkte at de ringbind bare skulle reddes fordi de indeholder min historie.

Det undrer mig stadig at det virker som om min mor, ikke vil forstå/erkende at mine følelser og beslutninger, IKKE er opstået fordi jeg er blevet manipuleret til at tænke og føle som jeg gør, på baggrund af noget som nogen har fortalt mig. Sidst jeg talte med min mor sagde jeg til hende, at det hele kunne havde været endt anderledes hvis hun da jeg stak af, havde taget imod de invitationer hun fik fra både min far og mig, og jeg kunne få lov at fortælle hvordan jeg havde det. Hendes svar dertil var “Jeg kan høre, at der er så meget du ikke ved Emilie.” Hun tager fejl, jeg ved alt!

Men kan sammenligne det med, at man tager afstand fra en veninde, fordi andre har talt dårligt om hende. Eller man kan tage afstand fordi man selv har oplevet ting med den veninde der stred så meget mod ens værdier at man måtte slutte venskabet for at være tro mod sig selv. Jeg har ikke taget afstand fra min mor fordi andre har overbevist mig – men fordi jeg  selv stod der, har oplevet, set og hørt det jeg har og ud fra det dannet mig min egen mening.

Jeg føler ikke min mor vil anderkende at dette handler om mig og hende, og om de ting jeg oplevede da jeg boede hos hende. Hun får det i stedet for til at handle om far og hende og at jeg bare er blevet offer for en voksen krig, hvor den som var mest overbevisende i sin beretning og beskyldninger var den som vandt.  Det gør mig enormt ked af det, fordi der ligger et fravalg af ansvar. Min flugt fra Odense var pga. en dagligdag hos min mor jeg ikke magtende længere. Men fordi jeg flygtede op til min far, blev han tvunget ind i en “kamp” han ikke ønskede. Jeg tror min mor må indse dette før kampen kan stoppe. Min mor og jeg er derimod nødt til at arbejde på vores relation til hinanden – og det kan vi kun, hvis min mor vil anderkende at jeg har en mening om alt dette, og at jeg har gjort det her fordi det var det jeg skulle gøre for at være tro mod mig selv.

Børn er ikke dumme – de ser, hører og fornemmer langt mere end hvad voksne tror.

Har du fået lyst til at læse mine andre blogindlæg kan du trykke på billedet af mig øverst, så vil de blive vist efter dette.