Når I læser min blog, virker det måske som om at jeg har fravalgt min mor, men sådan har jeg det ikke, jeg føler at det var min mor der fravalgte mig!

Jeg havde tit en følelse af, at min mor ikke “så mig”. Jeg kan forklare det på den måde, at jeg følte, at hun ikke forstod mine behov. Hun havde ikke givet mig plads, til at jeg kunne få lov til at være den jeg er. Derfor har det taget lang tid for mig, at “lære Emilie at kende”. Jeg følte mig som et tilpasset individ, uden nogen essens indeni. Det var som om, at jeg var i verden – men ikke var en del af den, for jeg gjorde det som jeg troede der blev forventet af mig.

En børnepsykolog sagde engang noget klogt til mig, hun sagde:

“Emilie hvis du kun havde oplevet din mors måde at være i verden på, ville du ikke havde stillet spørgsmålstegn, ved om den var rigtig. Men du oplevede også en anden måde at være i verden på, når du var hos din far.”

Jeg ved at hun havde ret, for jo ældre jeg blev, jo mere begyndte jeg at stille spørgsmål indeni og jeg sammenlignede de to måder. Jeg følte mig fanget og havde meget stress, hos min mor, fordi jeg brugte så mange kræfter på at tilpasse mig. Jeg kunne overhovedet ikke mærke mig selv.

Når jeg var på weekend hos min far, slappede jeg af. Jeg følte at jeg blev set og hørt.  Min “flugt” op til min far, handlede om, at jeg valgte den verden, hvor jeg følte, at jeg kunne lære og få lov til at være mig.

I notatet fra mødet i fogedretten siger min mor, at hun tror, jeg flygtede op til min far, fordi jeg manglede min fars anerkendelse. Det er helt forkert, det var min mors anerkendelse jeg manglede og stadig mangler! Det er også grunden til, at jeg stadigvæk, har meget svært ved at have kontakt med hende.

Da jeg lige var “flygtet” op til min far, kunne jeg slet ikke have kontakt til min mor. Jeg var så bange for, at jeg ikke kunne holde fast, i den lille del af mig som gerne ville bestemme noget selv. Ordene sad fast i min mund og jeg var rædselsslagen når jeg skulle tale med hende. Jeg var så bange for, at den tilpassede Emilie, skulle overtage og jeg kom til at sige ja, til noget jeg mente nej til. Der var en kamp inden i mig mellem en stærk Emilie og en lille tilpasset Emilie. Jeg havde brug for ro, så den stærke Emilie kunne få lov at vokse.

Det var også derfor jeg havde brug for et sikkerhedsnet når jeg blev tvunget til samvær med min mor. Jeg ville gerne have min far i nærheden, og jeg strittede imod at være alene med min mor.  Jeg kan godt forstå, at min mor opfattede det som om, det var min far der havde brug for kontrol. Det var det ikke, det var mig.

Jeg har læst nogle steder at de sociale myndigheder skriver. “Emilie befinder sig i en loyalitets konflikt mellem sin mor og far” Men det er ikke rigtigt. Jeg var i en loyalitets konflikt mellem min mor og mig selv.

Min far har altid sagt til mig, at jeg skal gøre og vælge det, der gør mig glad i mit liv og som føles rigtigt. Han skriver det faktisk også i en mail til min mor. Jeg stod ikke mellem min mor og min far i mit valg! For mig var det et spørgsmål om jeg var stærk nok til at vælge mig selv eller min mor.

Jeg mener stadigvæk at det gik galt, fordi min mor ikke ønskede at tale med min far og mig, men bare blev ved med at holde på jeg skulle hjem. Det turde jeg ikke, for jeg vidste, at kom jeg “hjem”, ville jeg bukke under, og så ville jeg måske aldrig, komme op til far igen. Jeg ved først, efter jeg er blevet ældre, at jeg ubevidst følte at så ville jeg miste mig selv.

Jeg var ikke stærk nok til selv at forklare min mor hvordan jeg havde det, og jeg fik min psykolog til at hjælpe mig. Her er notater fra det møde min psykolog (kaldt AK), min mor (kaldt AM) og min sagsbehandler holder.

Da min psykolog, efter mødet, fortæller mig at min mor vil lytte på mig og give mig ro, bliver jeg utrolig lettet, men jeg er også i tvivl om min mor mener det. På det tidspunkt havde jeg ikke set min mor, i ca. 10 måneder, kun på samvær et par få gange, hvor jeg blev tvunget til mod min vilje.  Men det havde været en rigtig hård tid for mig, da jeg de sidste 10 måneder havde talt med rigtig mange instanser – børnepsykolog, min egen psykolog, min advokat som skulle forsvare mig i retten, kommunen, Børns Vilkår, min klasselærer, og sundhedsplejersken. Det var ikke fordi at jeg havde tænkt, at jeg aldrig ville snakke med min mor igen, men jeg var utryg over at min mor skrev ting om mig eller om noget jeg havde sagt, som ikke passede, og hver gang skulle jeg igen, tale med en instans og forsvare eller forklare det hun havde skrevet. Jeg var bare rigtig træt.

Der gik desværre kun en måned efter mødet, så lå der et brev til far fra Statsforvaltningen. Min mor søgte samvær med mig! Jeg blev både gal og rigtig ked af det. Min mor viste mig igen, at hun ikke lyttede på mig. Jeg var sikker på at når Statsforvaltningen læste alt i min sag, ville de give mig lov til selv at bestemme.

Min far og mor er til møde i Statsforvaltningen. Jeg kan læse i mødenotatet at min far fortæller at jeg ikke er klar til samvær. Min mor skriver i sit brev til Statsforvaltningen

Det afgørende er at der kommer kontakt og at Emilie ikke mister relationer. Det er vigtigt at Emilie ved at jeg og familien elsker hende, altid vil være her og stå klar og støtte hende. I min optik kan hun som 12-årig ikke se konsekvensen af en manglende kontakt.”

Far kommer hjem fra mødet og fortæller at Statsforvaltningen vil lave en børnesagkyndig undersøgelse af mig.

Jeg blev rigtig gal. Jeg kunne slet ikke forstå at Freja kunne få lov til selv at bestemme om hun ville have samvær med min far, men det kunne jeg ikke. Jeg var gal over at myndighederne igen ville trække mig igennem et nyt forløb og ja så var jeg gal på min mor. Så jeg skrev igen selv et brev til Statsforvaltningen. Her er noget af mit brev, andet har jeg taget ud af respekt for min mor, fordi det er for personligt.

Jeg måtte gå og vente på hvad Statsforvaltningen besluttede sig for, og jeg fortsatte til samtaler hos min psykolog. Jeg får ingen svar fra Statsforvaltningen på mit brev.

Der var mange spørgsmål jeg gerne ville have svar på, så jeg spurgte min psykolog om hun ville hjælpe mig, med at holde et møde med min mor. Det ville hun. Hun sendte en invitation til min mor, jeg selv havde formueret. Jeg tænkte at hvis min mor selv hørte mig, ville hun droppe det med undersøgelsen i Statsforvaltningen.

Jeg tænkte rigtig meget på det, og ventede spændt. Men jeg fik ingen svar fra min mor, og da svardatoen udløb, skrev psykologen til min mor igen.

Min mor svarer endeligt.

Min psykolog fortalte mig at min mor vil komme og hun ville have en med til mødet Jeg syntes det var svært nok i forvejen og jeg havde ikke lyst til, at der skulle andre med, så min psykolog skrev til min mor igen.

 

Igen måtte jeg gå og vente på svar og 2 dage før mødet, måtte min psykolog rykke min mor for besked om hun ville komme og mødes med mig!

Langt om længe kom der svar!

Min mor kom til mødet. Jeg var så nervøs at jeg ikke husker ret meget fra det møde, men jeg kan huske min mor sagde til mig

Emilie et barn har brug for 2 ben at stå på, et for sin mor og et for sin far. Lige nu står du kun på det ene ben.”

Det husker jeg, fordi jeg tænkte, at det var underligt at min mor sagde det, når hun lige havde haft min lillesøster med i Statsforvaltningen for at få stoppet hendes samvær med min far?

Referat af mødet:

Når jeg sidder og laver det her indlæg og læser de gamle dokumenter, bliver jeg ked af det. Jeg kan så tydeligt huske min frustration over at jeg skulle gå og vente på svar fra min mor på min invitation. Det føltes som en kæmpe afvisning. Hun var til møde med min psykolog og senere med mig, hvor hun hørte hvad jeg havde brug for. Jeg sagde det selv til hende, også selv om det var så svært for mig. Hun gav mig det modsatte og sendte mig i gennem en ny undersøgelse i Statsforvaltningen. Jeg sagde igen og igen at grunden til jeg ikke kunne være sammen med min mor var at hun ikke lyttede på mig og mine behov, men handlede ud fra hendes egne.

Fortsættelse følger…