Dette er del 2 af: Hvor kan man få hjælp?

Det blev bestemt (som jeg har skrevet om  i del 1)  på et telefonmøde, mellem dommeren i Odense, min mors, og min fars advokat at jeg skulle have samvær med min mor, mens vi ventede på at far skulle i retten og have en afgørelse om min bopæl.

Jeg var ikke klar til at have samvær med min mor, jeg havde brug for  ro og jeg følte mig utryg ved at være alene med hende. Det havde jeg nemlig prøvet, da Statsforvaltningen  d. 11.10.2011  i et møde med min far, besluttede, uden at lytte til mig, at jeg skulle se min mor. Det besøg ender rigtig galt, I får beskrivelsen af den oplevelse her.

D 15. 10. 2011, altså  4 dage efter at min far havde været til møde i STF,  tog min far, Birgitte, Mathilde og min lillebror Axel (som min far og Birgitte har sammen)  og mig afsted til Odense. Min farmor og farfar bor også i Odense. Det var efterårsferie og vi skulle kører til Disneyland i Paris dagen efter. Vi skulle overnatte hos min farmor og farfar  Det var en tur der var planlagt længe før jeg valgte at stå af det tog.  skaermbillede-2016-11-30-kl-22-53-16

 

 

 

 

 

 

Jeg skulle se min mor, som der var besluttet i Statsforvaltningen og jeg skulle også have udleveret mit pas, for det havde hun.

Mig og min far satte de andre af hos min farmor og farfar og så kørte vi ud til til et ishus ved Skovsøen i Odense for at møde min mor. Jeg var utryg ved det hele, men far lovede mig at jeg selv måtte bestemme om jeg ville være alene med mor, om jeg ville med hende hjem, om jeg ville sove der, jeg skulle bare sige hvordan jeg ville have det!

Min mor kom alene og vi gik alle tre en tur. Min mor sagde at Freja og Felix (min lillebror, som min mor har fået med hendes nye kæreste) savnede mig . Jeg savnede også dem helt vildt så jeg gik med til at køre med min mor hjem for at se dem. Det bakkede far op om. Han spurgte mig om hvornår han skulle hente mig igen. Jeg sagde jeg gerne ville være der i en time, min mor var der og vi lavede alle tre en aftale om, at det var sådan jeg ville have det.

Jeg kørte med min mor. Da vi kom hjem snakkede jeg lidt med Freja, og legede med Felix. Min mor lavede te, og jeg gik ovenpå for at finde mit pas. Min mor kom op, og sagde til mig at jeg skulle ligge mit pas tilbage. Hun spurgte om jeg var sikker på at jeg ville flytte, og jeg sagde ja det var jeg.

Jeg var utryg ved at være hjemme, for jeg kunne ikke sige hvad jeg tænkte og følte, for jeg var bange for at gøre hende gal. Pludselig så jeg fars bil ude på vejen og jeg greb min jakke og gik ud til ham uden mine sko.

Min mor kom ud med min lillebror på armen, hun rakte ham til mig og sagde “Emilie, gå lige ind med Felix.” Jeg tog min lillebror og gik ind med ham. Freja sad og kiggede ud af vinduet. Vi kiggede på mor og far som skændtes. Pludselig kom en nabo, han sagde noget til far, og mor gik hurtigt op mod huset. Hun kom ind og låste døren.

Jeg gik i panik, og ville ud, men mor spærrede vejen. Jeg løb ind på mit værelse og ville flygte ud af min terrassedør, men min mor kom hurtigt efter mig. Jeg græd helt vildt og råbte at jeg ville ud. Min mor sagde jeg skulle ligge min jakke, så hun var sikker på at jeg ikke gik. Jeg græd. Mor sagde “Emilie, lover du mig at du ikke går?” jeg sagde “ja” Hun spurgte igen og igen “lover du mig det Emilie?”, tilsidst skreg jeg “stoler du ikke engang på din egen datter?”, hun sagde jo og jeg fik mast mig ind og låste døren op. Jeg gik ud til min far som stod sammen med naboen. Min mor kom efter mig.  Min far og mor skændes. Jeg var i chok, jeg kunne ikke klare at være i klemme mere. Jeg brød for første gang nogensinde et løfte til min mor og jeg løb alt hvad jeg kunne! Ned af vejen. Jeg løb indtil jeg kom til en lygtepæl, der satte jeg mig ned og græd endnu mere.

Min far kom ned til mig. Jeg ville op på politigården som ligger meget tæt på min mors hjem, jeg ville bare i sikkerhed sammen med far. Naboen kom og truede far med at han skulle aflevere mig. Jeg kan huske, far sagde til ham, “prøv lige og se på min datter”. Naboen sagde ” kom Emilie du skal hjem”. Så løb jeg igen, og far løb efter mig. Min far kom i tanke om at Birgitte har en veninde i Odense, som også bor tæt på mor. Vi løb op til hende, hendes søn lukkede os ind og jeg smed mig grædefærdig og knust på gulvet, mens far ringende efter Birgitte, som kom og hentede os i min farfars bil.

Politiet ringede til min far. Mor havde ringet til dem. Jeg kunne høre politimanden skældte min far ud og sagde at min far skulle aflevere mig til  min mor, for det var der, jeg havde min adresse. Far sagde “det vil jeg gerne, men de  kan jeg desværre ikke, for  Emilie vil ikke være hos sin mor”

Vi kørte hjem til Farmor og Farfar. Far havde ikke fået udleveret Freja som også skulle havde været med til Paris og jeg havde ikke fået mit pas. Vores bil med vores kufferter holdt nede hos mor og den måtte min onkel hente. Min far og Birgitte blev enige om at vi ikke kunne blive i Odense for de viste ikke om Politiet kunne finde på at komme for at hente mig. Vi kørte til Nordjylland igen. Jeg græd hele vejen hjem, jeg var i chok. Min far skrev en mail til min mor: skaermbillede-2016-12-08-kl-21-44-54

 

 

 

 

 

 

 

Min mor svarede aldrig på mailen og jeg fik ikke mit pas, så vi kom ikke til Disneyland. Jeg følte i mange år, at det var mig der ødelagde vores tur, Mathilde og Axel kom jo heller ikke til Paris.

Vi tog i stedet for i et sommerhus i Skagen, og det var herfra Birgitte tog kontakt til Børns Vilkår (se del 1) Jeg har stadig svært ved at forstå at min mor ” tog” min ferie oplevelse til Paris fra mig.