Hvor kan man få hjælp?


Da jeg nægtede at tage hjem til min mor, var jeg ikke klar over hvad for en situation jeg satte min far i. Jeg sagde til ham at blev jeg sendt hjem til min mor igen ville jeg stikke af, Jeg ville springe ud af min mors bil, selv om den kørte. Jeg ville ikke true, men jeg råbte bare på hjælp, og på at blive hørt.

Min far stod med mig, og samtidig skulle han slås mod et system som satte spørgsmålstegn ved om det var noget han var skyld i. Det blev min fars ord, imod min mors.

Min far ringer og skriver til statsforvaltningen, det samme gør min mor. Der er  normalt meget lang ventetid, men de har nok forstået alvoren for min far fik en indkaldelse til et møde til statsforvaltningen i Odense, d. 11 oktober altså 12 dage efter jeg stod af toget.

På det møde sidder min mor og siger at jeg er kidnappet, og manipuleret af min far, og min far siger jeg nægter at tage hjem og han ikke ved hvad han skal gøre. Jeg er ikke inviteret med, Statsforvaltningen er slet ikke interesseret i at høre hvad JEG har at sige! Allerede her synes jeg der sker en kæmpe fejl, jeg synes det der skete her er omsorgssvigt fra systemets side – at jeg ikke blev inviteret ind og kunne få en mulighed for at fortælle MIN udgave af historien og min mor kunne have været tvunget til at lytte.

Statsforvaltningen kan ikke give nogen midlertidig bopæl, det skal retten. Det bliver aftalt at min far skal køre mig til Odense til et møde med min mor. Det var mod min vilje, for det sidste jeg havde lyst til var at skulle være alene med min mor! Jeg var simpelhen bange for at jeg så aldrig ville få min far at se igen. (Det samvær gik som jeg frygtede, for min mor nægtede at udlevere mig til min far, og låste mig inde, så jeg måtte stikke af, den episode kan i læse om i del 2 )

Da min far kører fra det møde i Statsforvaltningen opholder jeg mig altså stadig ulovligt hos min far, for min bopælsadresse er hos min mor. Sagen om min bopæl bliver sendt videre til retten.

Min far forsøgte at søge hjælp hos kommunen, han ville gerne have at der var nogen der ville lytte til mig. Kommune ville ikke hjælp, for de sagde det var en konflikt mellem to forældre og det var Statsforvaltningens område?

Birgitte tog kontakt til Børns vilkår og så fik jeg hjælp. Du kan finde dem her.

Allerede dagen efter kom der en dame hjem til os for at tale med mig. Far og Birgitte måtte ikke være der, så jeg sad alene med hende og fortale for første gang min historie til en fremmede. Det blev ikke den sidste gang jeg skulle tale min sag! Susanne fra Børns Vilkår blev min bisidder, hun skulle ikke hjælpe hverken min mor eller far, men hun var en uvildig voksen som hjælp mig. Jeg tror, at jeg var blevet tvangsudleveret til min mor, da jeg senere var i fogedretten, hvis ikke Susanne havde talt med mig den dag.

Jeg er dybt taknemmelig for hvad Børns vikår gjorde for mig.

Susanne fortæller hendes chef min historie og chefen ringer til kommunen, så reagerer de. Få dage efter kom kommunen på besøg hos min far og jeg skal igen have en lang samtale alene med en fremmed dame, Hun hed Anne. Jeg syntes det var svært at skulle fortælle om alle de ting jeg havde gået alene med så længe, men det var også en lettelse.

Anne laver en underretning til Odense kommune her skriver hun Bl.a:

“Det er vores indtryk at Emilies ønske om at bo hos far er reel. Vi er bekymret for at Emilies søster kommer til at tage et alt for stort ansvar, nu hvor Emilie ikke opholder sig i hjemmet.Vi er bekymret for mors manglende forståelse for Emilies ønske, og det, at mor tillader, at sagen udvikler sig så dramatisk at Emilie har følt sig nødsaget til at stå af et tog på vej hjem til mor, og dels at hun flygter væk fra hjemmet. Vores bekymring er, at mor ikke har den fornødne forståelse og empati for børnene.”

Få dage efter det møde kommer politiet med en indkaldelse til far. Han skal i fogedretten fordi min mor har bedt om at få mig tvangsudleveret. Igen var det altså ikke meningen at jeg skulle lyttes på. Min far tager kontakt til kommunen og de kontakter fogedretten. Det bliver lavet om så jeg også får muligheden for at blive hørt. TAK KOMMUNE.

Mit møde i fogedretten var noget af det værste jeg har prøvet, men også nødvendigt. Jeg skulle til samtale med en børnepsykolog. Jeg havde Susanne fra Børnsvilkår med, og skulle gå forbi min mor og far. Susanne måtte ikke gå med mig ind, så jeg måtte gøre det alene. Det undre mig rigtig meget at jeg ikke måtte have lov til at have støtte fra Susanne under det møde, hun var trods alt min bisidder som var der for at hjælpe mig og ingen andre. Igen skulle jeg forklare det hele. Jeg var skrækslagen, de skulle træffe beslutning om jeg skulle med min mor hjem. Jeg havde sagt til far inden, at sagde de det, ville jeg stikke af og det der var værre, så behøver jeg vidst ikke skrive mere.

Heldigvis besluttede de at jeg måtte blive hos far. De mente at der var fare for min fysiske og psykiske tilstand, hvis jeg blev udleveret til min mor. Jeg fik også en midlertidig adresse hos min far. Jeg var her ikke længere ulovligt. Det var d. 7. november 2011 altså 1 mdr. og 9 dage efter jeg stod af toget! Nu skulle jeg bare vente på at jeg igen skulle i retten d . 14 februar 2012 hvor det endeligt skulle besluttes om jeg måtte få den endelige bopælstilladelse og blive boende hos far og Birgitte.

Læs om tvangsudlevering her.

Da der er undervisningspligt i danmark, havde jeg et kæmpe problem. Jeg skulle passe min skole, men var indskrevet på en skole i Odense. Min far kunne ikke skrive mig ind i en ny skole for jeg havde indtil mødet i fogedretten ikke havde min adresse her. Heldigvis gik Mathilde på samme klassetrin som mig og min far fik lavet en aftale med hendes skole, om at jeg måtte følge med Mathilde som gæsteelev i hendes klasse. Jeg havde altså fulgt undervisningen hver dag siden jeg flygtede herop. Grunden til jeg skriver dette er fordi, at havde far ikke lavet denne aftale, havde jeg været dårlig stillet i fogedretten, da det ville være ulovligt at jeg ikke havde modtaget undervisning! Bare et råd fra mig.

Nu kunne jeg endeligt gå i skole og forsøge at starte mit liv i Nordjylland. Jeg trives godt i min klasse, jeg kendte jo pigerne fra mine weekend besøg hos Far fordi de ofte kom i hjemmet for at lege med Mathilde. Det var fantastisk at få veninder, og at jeg bare kunne lave legeaftaler hver dag hvis jeg havde lyst :-)Far og Birgitte sørger for at jeg startede til samtaler med en psykolog hos Aalborg kommune. Det var rigtig godt for mig, at få snakket og få hjælp. Desværre gik der ikke længe før jeg igen skulle igennem en ny fase af ” slåskamp”.

Min mors advokat vil have at jeg indtil sagen skal i retten, SKAL  have samvær med min mor! Jeg NÆGTER overfor far, advokaten og taler også med Susanne. Dog har jeg ikke noget at skulle have sagt her. Jeg har samtaler med min fars advokat og fortæller også hende hvordan jeg har det og hvordan det gik sidste jeg var på besøg hos mor.  Hun sender de papier der er på mig, både fra samtalen med Susanne, kommunen og fra mit møde i fogedretten med børnepsykologen, men jeg bliver ikke HØRT. Dommerne i Odense beslutter at jeg mod min vilje skal på samvær hos min mor, og min søster skal op til min far på samvær.

Fortsættelse følger i del 2.