Jeg har uden held forsøgt at finde noget statistik på hvor mange henvendelser som landets Statsforvaltninger hver år modtager fra forældre som har svært ved at samarbejde, men jeg ved det er alt for mange, det fortæller den lange sagsbehandlings tid også noget om.


Jeg har tænkt over hvorfor mine forældre fik samarbejdsproblemer!

Midt mellem forældre der skal samarbejde står et barn, og jeg tror ikke man skal være ret gammel før et barn mærker hvilken forældre der har det svært eller er den ressource svage. Ingen børn kan lide at mor eller far er kede af det og derfor vil barnet  forsøge at skåne eller please den forældre der har det mest hårdt. I mine forældres skilsmisse, syntes jeg at den som stod “værst” var min mor,  det var fordi hun var alene med Freja og mig. Min far havde Birgitte og han var glad.

Til at begynde med fortalte jeg glad om mine oplevelser, når jeg havde på weekend hos far, man kan sige at jeg fik prøvet af: Jeg havde jo nemlig ingen erfaring med at have forældre der var skilt. Jeg har tidligere beskrevet (i indlægget skilsmissen), hvordan jeg lynhurtigt opfattede at der var ting, jeg ikke skulle fortælle hos min mor, fordi det udløste en reaktion. Den reaktion kunne både være vrede, eller at hun blev ked af det. Der var også ting ved min far jeg ikke fortalte, fordi jeg så fik en følelse af at være illoyal overfor min mor. Man kan sige at det er her et barn, begynder at føle sig splittet – spille rollespil og blive tilskuer til et stykke man selv har hovedrollen i.

Hvad gør et barn der gerne vil gøre, både mor og far glade, det tilpasser sig, alt efter hvor det befinder sig. Så når min far fortalte at Mathilde skulle holde fødselsdagsfest en weekend, hvor vi ikke havde samvær, ja så sagde jeg til ham at jeg rigtig gerne ville med (og jeg mente det). Når min far så kontaktede min mor, for at bytte weekend, ja, så sagde min mor nej, for jeg havde sagt til hende, at jeg gerne ville til kor den weekend?

En anden ting jeg var bevidst om, og reagerede på var hvordan min mor og far opførte sig når de så hinanden. Når min far skulle hente eller afleverer os, blev han aldrig inviteret ind, han stod ude på trappen. Min far har f.eks. aldrig set mit værelse, da jeg boede hos min mor, og det var jeg ked af, for det var her jeg levede mit liv. Det fik mig til at føle, endnu mere at jeg levede to liv!

Jeg kan huske hvor meget det gjorde indtryk på mig, når Birgitte’s børns far kom og hentede eller afleverede dem. Han var altid inde og drikke kaffe med Birgitte og far. De holdt også fælles jul, sammen med Birgittes børn og min far. Jeg følte en sorg over hvorfor, det ikke kunne være sådan mellem mine forældre.Det var ekstremt at se hvordan det kunne være.

Når min mor gerne ville have at jeg ringede hjem, når vi var hos far, og jeg glemte det. Ja, så kunne jeg finde på , at sige far havde nægtet mig at ringe. Jeg var bange for min mor skulle tro at jeg var ligeglad med hende og blive ked af det. Jeg fik dårlig samvittighed overfor far.

Det siger sig selv at der opstod konflikter, både mellem mine forældre men også inden i mig! Jeg har så mange eksemler på sådan nogle episoder.

Det var en af mine forsvarsmekanismer, for at passe på mig selv. Derom står der:

Forsvarsmekanismer er i følge Sigmund Freud vigtige ubevidste jegfunktioner, der iværksættes med henblik på, at regulere angst i forbindelse med en persons indre konflikter eller ved konflikter mellem person og omverdenen, således at personligheden kan bevare sin ligevægt. Forsvarsmekanismerne er lige så vigtige for psykens overlevelse, som immunforsvaret er for kroppens fysiske overlevelse. Ligesom immunsystemet kan udvikle sygelige reaktioner som allergier, ligeså kan en fejl udvikling i det psykiske forsvar hænde, hvilket kan medføre problemer i tilpasningen.” – skrives der på Wikipedia.

Hvad kan et barn også gøre, når det føler sig splittet? Nogle bliver vrede, ud-af reagerende og ustyrlig – jeg blev det modsatte, jeg blev indadvendt, stille og havde en meget pleasende adfærd. Noget som jeg har arbejdet meget på at ændre. Da jeg flyttede op til min far havde jeg ikke nogen mening om noget. Det var svært når vi skulle planlægge noget herhjemme og Birgitte sagde ” hvad syntes du Emilie” og jeg sagde, “det ved jeg ikke” . Så sagde hun jeg skulle tænke over det og komme tilbage og fortælle hvad jeg mente, så vi alle sammen kunne blive hørt.

Var det så min skyld?

Nej! For jeg synes ikke at børn bærer det ansvar, de lærer af og reagerer på deres omgivelser.Det er forældrenes opgave at tale sammen. Men jeg håber at de forældre der står i en skilsmisse, kan arbejde med den vrede, sorg, bitterhed eller hvad der ellers kan være, som gør de ikke kan samarbejde og give deres børn lov til at vise sin glæde over samværet med den anden forældre, ligegyldig hvad de selv bærer på.

Statsforvaltningen har også konfliktmægling (klik her for at læse mere), men jeg tror, at for at det skal lykkes skal forældrene være klar til at samarbejde og gerne ville det. Jeg syntes at der er alt for lidt konsekvens overfor chikane. Jeg tror altså ikke det er så svært at gennemskue hvilken forældre der er klar og hvem der ikke er! Det er også min erfaring at man kan skrive og sige alverdensting, uden at Statsforvaltningen kræver at der er bevis for beskyldninger. Jeg håber at de forældre vil tænke over at deres børn også bliver voksne engang og en dag kan læse med.