Skærmbillede 2016-03-29 kl. 19.05.35  Mine forældre blev skilt da jeg var 5 år gammel. Vi boede dengang i Aalborg. Både min mor og far er fra fyn, så kort tid efter skilsmissen vælger min mor at flytte til Odense med både mig og min søster Freja, der var 2 år. Min far bliver boede i Aalborg.

Det er min far der ønsker skilsmisse og jeg kan stadig huske at
min mor var ked af det. Der bl12895326_10208067616344729_811424882_nev lavet en samværsaftale i statsforvaltningen hvor jeg skulle se min far hver anden weekend og i ferier

Min far havde fundet en ny kæreste og noget af det første jeg husker er at det ikke var ” tilladt at tale om hende hjemme hos mor.

Første gang jeg så Birgitte, var i mine bedsteforældres sommerhus og jeg husker at jeg fik lov at ringe hjem til mor, her fik jeg sagt ” mor nu har jeg set Birgitte, og hun er faktisk rigtig sød” Jeg var ikke klar over hvad jeg havde gjort forkert, men jeg fornemmede lyn hurtigt at hende skulle jeg ikke nævne, så gjorde jeg enten mor gal eller ked af det.

Jeg husker også at min far, Birgitte og mig engang hentede min lillesøster i dagpleje. Da hun kom ind i bilen sagde Freja til Birgitte ” min mor siger du er dum ” Hun var på det tidspunkt to et halvt år gammel.

Efter flytningen manglede jeg flere af mine ting, bl.a. min køjeseng som jeg var rigtig glad for. Min mor sagde til mig at den havde min far ikke ville give hende med, det gjorde mig ked af det! Men jeg spurgte ham ikke. En dag da jeg legede i min onkels garage, fandt jeg min køjeseng gemt bag en masse ting, og jeg blev ellevild, jeg løb glad ind til min mor og fortalte at jeg havde fundet den, sammen med noget af mit legetøj, som min far også skulle havde taget. Jeg undrede mig, men stillede ingen spørgsmål.

Så var der alt balladen om tøjet, når jeg skulle på samvær pakkede min mor min taske, hun lå tjeklister i, for at sikre sig at alt kom med hjem igen. Jeg har altid været et rodehovede og nogle gange kunne vi ikke finde mine ting når jeg skulle hjem til min mor igen, så var det som regel mig der blev bedt om at ringe til min far når jeg kom hjem, for så skulle mine ting sendes. Det var faktisk de eneste tidspunkter jeg blev opfordret til at ringe. Far købte tøj til mig, som jeg kunne bruge når jeg var hos dem, så var problemet løst, men mor sendte stadig tasken med tjeklisten med, og jeg stod der midt imellem dem og den skide taske. Andre gange synes far ikke at jeg skulle klæde om når jeg skulle hjem, og så fik jeg tøjet på hjem, men så måtte jeg ikke få det med op til far igen.

Jeg fornemmede at min mor var den som var ked af det, min far havde jo Birgitte. Jeg udviklede en symbiose med min mor. Jeg ville ikke afsted når jeg skulle op til min far, jeg kunne jo mærke at min mor havde det dårligt med at sende mig på samvær. Hun sagde f.eks. altid “nu skal din søster og dig passe rigtig godt på hinanden” Det gjorde mig utryg for jeg troede at far skulle passe på mig og Freja!

Jeg husker tydeligt en gang, hvor det var mine farmor og farfar, der skulle hente mig. Jeg ville ikke med, og min farmor tog fat i min arm og satte mig ind i bilen. Jeg græd og min mor var ude af den. Hun gav mig et billede med, sådan et sæsonkort fra Fårup sommerland, jeg kunne have hængende om halsen, så kunne jeg kigge på det, når jeg savnede hende.

Jeg tror for at være ærlig, at hvis ikke jeg var kommet med den dag, så havde jeg mistet kontakten til min far. Det var jo ikke fordi jeg ikke var glad for at være hos min far, jeg reagerede bare på at det var så svært for min mor.

Andre gange fik jeg konvolutter med, hvor min mor havde sat frimærker på og skrevet sin adresse, så skulle jeg sende tegninger, dette selv om jeg tog afsted fredag og var hjemme igen søndag. Det fik jeg ikke gjort, for jeg glemte alt om det, og hyggede mig hos far, og så fik jeg så dårlig samvittighed når jeg kom hjem.

Dårlig samvittighed var det som altid fyldte i min opvækst og jeg husker stadig hvordan min lillesøster og jeg, da vi var blevet lidt ældre, aldrig fortalte hvis vi havde lavet noget sjovt,sammen med far og Birgitte, men istedet fortalte, at vi synes det havde været en øv weekend fordi vi havde kedet os, og savnet hende.

Jeg forsøgte at tilpasse mig det miljø jeg var i. Når jeg var hos far, sagde jeg at jeg så ham alt for lidt, men fortalte ellers aldrig om hvordan det var hos mor. Jeg var meget loyal. Hos mor sagde jeg, at jeg var træt af at skulle afsted til Aalborg. Mor spurgte meget og jeg lærte hurtigt hvad de rigtig svar var, for ikke at gøre mor ked af det. Til sidst var Emilie væk, og jeg tilpassede mig bare.

Det var helt klart her jeg begyndte at blive ” syg” indeni. Det førte selvfølgelig også til flere konflikter mellem mine forældre. Min mor sagde noget, min far, noget andet og jeg viste simpelthen ikke hvem jeg skulle tro på.

Ganske kort tid efter har jeg en oplevelse, som for første gang får mig til at åbne munden og sætte ord på min sorg og forvirring. Den beskriver jeg i afsnittet konfirmationen.