Jeg var på weekend hos min far, sammen med min lillesøster. Vi var i sommerhus, med hele min fars familie. Om søndagen skal jeg kører tilbage til Odense med min farmor og farfar. Jeg fik det dårligt om natten, med ondt i maven. jeg ved ikke dengang at det er min krop som forsøger at sige fra – det bliver det værre i i løbet af formiddagen og jeg siger at jeg ikke kan klare køreturen på 3 timer.

Min far sagde jeg skulle ringe til min mor og give besked. jeg kan stadig huske hvor bange jeg var, for jeg viste at det ville give ballade. Min mor forsøgte at overtale mig, men jeg stod fast, selv om ordene sad fast i min mund.

Min lillesøster græd helt vildt da farmor og farfar skulle køre. Jeg viste ikke at det var den sidste tætte kontakt jeg fik med min søster. Da farmor og farfar var kørt holdt mavepinen op og jeg var lettet og glad. Jeg var ikke vant til at være hos min far i dagligdagen, og det var vildt at opleve hvor anderledes deres hverdag var fra min, hos min mor. Her var ro og styr på tingende, ingen stress, og jeg kunne bare få lov at være Emilie 11 år. Der var SÅÅÅÅ stor forskel på det kaos jeg kom fra. Jeg følte mig tryg og for første gang nogensinde begyndte jeg at sætte ord på overfor far og Birgitte (min fars kone) om hvordan jeg havde det!! Jeg følte mig udenfor i skolen, den eneste ven jeg havde var en veninde fra vejen. Jeg blev hos min far til om Torsdagen. Han købte billetter til min hjemtur, kørte mig til toget og vi tog afsked. Jeg græd og ville ikke hjem, men det skulle jeg, sagde min far.

Han vinkede til mig og toget satte i gang, på vej til odense, til mor og til mit liv der. Men jeg kunne ikke, alt i mig skreg og jeg følte mig så syg indeni. Jeg brød sammen og en togkonduktør kom hen til mig. Jeg græd og fortalte hende hvordan jeg havde det. Hun ringede til min far og sagde hun ville følge mig over til toget mod Aalborg når vi nåede næste station. Min far og Birgitte stod og tog imod mig i Aalborg og så brød jeg sammen. For første gang nogensinde fik jeg fortalt alt om hvordan jeg havde det og at jeg nægtede at tage hjem til min mor igen !

Hos min mor var hele mit liv/min fritid bygget op om hende, jeg var ikke sammen med veninder, i stedet kunne jeg gang på gang ringe fra skolen hjem til min mor og spørger “må jeg tage med “x” hjem og lege idag?” hvor svaret oftest var nej for vi skal ud og handle. Derudover var min hverdag hos min mor meget stressende, jeg var slet ikke i stand til at mærke mig selv. Jeg havde 117 forskellige fritidsinteresser. jeg gik til dans, spejder, kor, 2 forskellige steder, cirkus, og gymnastik. Det var svært når jeg også hveranden weekend skulle bruge 6 timer i tog, når jeg skulle på samvær hos min far. Hvis mine fritidsinteresser eller en fødselsdagsfest “kom i vejen” for samvær, skulle jeg ringe til min far og melde afbud !! Hun sagde det aldrig direkte, men jeg var aldrig i tvivl om at hun mente at samvær hos min far, ikke stod øverst på listen over vigtige ting.

Der var meget der ikke blev sagt, men jeg fornemmede hvad jeg måtte og ikke måtte. Jeg har f.eks aldrig kunne tage min tlf frit og ringe til min far. Jeg ringede i smug. I en lang periode var det hver morgen, hvis jeg var alene hjemme, inden jeg skulle cykle i skole. Ellers eksisterede min far ikke i min hverdag. Mine følelser, mit afsavn, gik jeg med alene. Min mor fyldte meget når jeg var på weekendt hos min far !! Hun skrev til mig på fb, ringende eller sms’ede, jeg fik aldrig ro til bare at være på weekendt og nyde tiden med far. Ofte kom mine forældre op at skændes for far syntes ikke mor gav plads til ham,og mor sagde at far burde bakke op om mine relationer i Odense.

Når jeg skulle holde sommerferie hos far, fik jeg ordre på at ringe hjem! Det fik jeg altid lov til, endda alt det jeg ville,også selv om vi var syd på. Far opfordrede mig også til at sende postkort til mor. Men jeg blev aldrig opfordret til at ringe, eller skrive en sms til min far fra en eneste af mine sommerferier med min mor, de eneste tidspunkter jeg blev opfordret til at ringe til ham var hvis jeg skulle aflyse et samvær.

Jeg vil gerne have jer til at forstå hvad det gør ved et barn!! ikke frit at kunne elske begge sine forældre – at savne sin far, ikke er noget, jeg har “fået lov” til uden at skulle føle skyld og skam. Når jeg virkelig savnede min far sagde jeg “jeg savner min mormor”  hun døde da jeg var 2 år gammel, men så kunne jeg da få lov til at være ked af det og blive trøstet.