Det var meningen at jeg kun ville skrive, hver søndag i advent. Men jeg kan mærke, at det er så godt for mig at skrive, og der er så mange som der har skrevet (og sagt) til mig, at min blog hjælper dem. Det er jeg så glad for! Jeg har derfor bestemt at jeg løbende ligger indlæg op, som jeg har tid til. Lige nu har jeg taget et sabbatår fra gymnasiet, for at arbejde med islandske heste, så det er ikke fordi jeg har så meget tid 😉

Men nu til emnet: Tvunget til samvær

Det lyder voldsomt, men det var fuldstændig sådan at jeg følte og havde det. Jeg ventede på den endelige retssag om hvor jeg skulle bo. Retssagen skulle være d 14/02-2012. Dommerne i Odense havde fastsat hvordan jeg skulle se min mor, indtil da. Selv om jeg tydeligt sagde at jeg gerne ville have ro, indtil far skulle i retten. Det var meget grænseoverskridende for mig at jeg ikke blev hørt, hverken af dommeren eller min mor, og det gjorde mig utryg og ked af det.

Det var ikke fordi jeg ikke ville se min mor, men fordi at jeg igen og igen oplevede at min mor ikke lyttede på mig. Hverken i mit ønske om at bo hos min far, men heller ikke i hvordan jeg gerne ville have vores samvær skulle være, for at jeg kunne føle mig tryg. Især efter oplevelsen af mit besøg hos min mor d. 15/10-2011. (Se mit blog indlæg: Hvor kan man få hjælp del 2. Tryk her!)

Min mor og jeg skulle have vores første samvær d. 26/11-2011. Dommeren i Odense havde besluttet at min mor skulle hente mig på fars adresse og afleverer mig igen, når vi havde været sammen nogle timer. Jeg var utryg ved at køre i bil med hende, fordi jeg var simpelthen var bange for at hun kørte mig til Odense, og at jeg ikke ville komme til at se min far igen.

Jeg prøvede at skrive til hende, at jeg gerne vil mødes med hende inde i byen. Min far ville gerne køre mig derind og hente mig igen. Men det ville min mor ikke være med til. Jeg overtalte min far til at skrive til hende.

skaermbillede-2016-12-12-kl-20-39-37

skaermbillede-2016-12-12-kl-20-40-05

skaermbillede-2016-12-12-kl-20-46-39

 

Men der var ikke noget at gøre, min mor lyttede ikke, og hun  kom til min fars adresse for at tage mig med. Jeg græd og var vildt ked af det. Jeg nægtede at tage med hende. Min far spurgte hende om ikke hun ville ind, men det ville hun heller ikke. Min forældre skændtes og det endte med at min mor kørte uden mig.

Jeg fik det dårligere og dårligere, jeg kunne ikke forstå at jeg overhovedet ikke blev hørt, selvom jeg igen og igen forsøgte at fortælle at det eneste jeg havde brug for var ro.

Min fars advokat forsøgte at få retten i Odense til at ændre deres afgørelse om hvordan mit samvær  med min mor skulle være, indtil den endelige retssag. Det var bl.a. besluttet at jeg skulle på overnatning hos min mor, og det havde jeg slet ikke lyst til. Advokaten sendte psykologens vurdering samt papier fra mine samtaler med min bisidder Susanne til dommeren.
skaermbillede-2016-12-12-kl-20-54-31

Dommeren ville ikke ændre den afgørelse der lå om vores samvær. Det var også besluttet at min far skulle have samvær med Freja, men hver gang meldte min mor bare afbud. Min mor mente ikke at Freja skulle presses til noget, mod hendes vilje, men det skulle jeg! Far gjorde ikke noget for at presse Freja til samvær. Freja kom ikke til nogle af de samvær hos far , så jeg fik hende ikke at se. Jeg mistede kontakten til hende, og det samme gjorde min far.

skaermbillede-2016-12-12-kl-21-10-12
skaermbillede-2016-12-12-kl-21-10-01

Jeg har før skrevet at børn tit har modstand mod at være sammen med den ene forældre, hvis de fornemmer at det er svært for den anden forælder. Se video om forældrefremmedgørelse, tryk her!

Jeg forstår også godt at dommeren sikkert bare ville tage hensyn til både mig og min mor, og vil være sikker på at det ikke var derfor at jeg nægtede at havde samvær. Nu var det bare sådan, at det ikke var min far der havde det dårligt med at sende mig hjem til min mor, men mig. Jeg var næsten 12 år på det tidpunkt, og havde TYDELIGT fortalt, hvorfor jeg ikke var klar til samvær med min mor. Jeg ville gerne se min mor, men jeg ville bare gerne have det på min måde, og når jeg var klar til det. Jeg føler i dag at det var vigtigere for myndighederne at lytte til min mors behov og hendes ret til at se mig, end at lytte på mig. Jeg forstår ikke hvordan de kunne være i tvivl, om at jeg mente det jeg sagde. Jeg forstår heller ikke min mor kunne være i tvivl og stadig kan være det! Alle steder læser man om at det er barnets tarv der er det vigtigste, men jeg oplevede det modsatte. Jeg følte derimod at jeg ikke havde nogen rettigheder!